Fra kunstige muskler til fleksible solceller: SDU videreudvikler Danfoss-teknologi

Fra kunstige muskler til fleksible solceller: SDU videreudvikler Danfoss-teknologi

Det nye RollFlex-center blev vist frem, da Jørgen Mads Clausen besøgte Mads Clausen Instituttet i august 2016. Dele af centret stammer fra et forhenværende Danfoss-produktionsanlæg.

Danfoss donerede for noget tid siden et såkaldt rulle-til-rulle (R2R) printanlæg til Mads Clausen Instituttet, SDU, og nu er anlægget blevet del af et større laboratorium på MCI – RollFlex-laboratoriet. Den 25. august viste instituttet det nye laboratorium frem for Jørgen Mads Clausen, mangeårig direktør og nu bestyrelsesformand for Danfoss.
– Det betyder meget for Mads Clausen Instituttet, at vi nu har RollFlex-laboratoriet i huset. Nu kan vi afprøve bl.a. nye løsninger i DEAP-materialer (Dielectric ElectroActive Polymer, red.) eller fleksible solceller i større skala og på den måde bringe forskningsbaseret teknologi tættere på erhvervslivet og industrien, sagde institutleder Horst-Günter Rubahn i sin velkomst til Jørgen Mads Clausen.

Del af innovationsprojektcenter
Anlægget er en del af Interreg Deutschland-Danmark-projektet RollFlex, der bl.a. skal bruges til opskalering af produktionen af fleksible organiske solceller og lysdioder. Det fortalte leder af RollFlex-anlægget, lektor Morten Madsen, mere om.
– Sammen med faciliteterne hos vores projektpartnere fra Christian-Albrechts-Universitet zu Kiel, virksomhederne FUMT R&D Functional Materials i Kiel og Stensborg A/S i Roskilde, danner anlægget på MCI et innovationsprojektcenter. Det skal bidrage til udviklingen af det store markedspotentiale for bæredygtige energiløsninger, der findes i den dansk-tyske grænseregion, sagde Morten Madsen.
Der er også planer om at integrere R2R-centret i forskellige undervisningsaktiviteter for at sikre, at de studerende og virksomhedsmedarbejdere får gavn af de unikke muligheder.

Solenergi vil overgå vindenergi
Jørgen Mads Clausen takkede for invitationen og sagde, at han var glad for at se, at MCI har så mange idéer til brugen af anlægget, der har en baggrund i Danfoss PolyPower. Jørgen Mads Clausen tilføjede, at han var begejstret over at se de nye aktiviteter indenfor fleksible solceller og forudsagde, at brugen af solenergi i fremtiden vil overstige brugen af vindenergi.